Medusas historie

DEN FØRSTE RÅDGIVNING

Så startede vi med en rådgivning, en mørk aften i oktober 2009. Vi havde fået lokaler af Holbæk kommune ved Rosen i Holbæk, hvor vi kunne holde rådgivning.  Vi tænkte det var smart at sidde i offentlige lokaler, da vi var lidt usikre på hvor sikkert det egentlig var at sidde der. Det er jo voldelige mænd, der måske kunne blive sure på os, eller kunne finde på at opsøge deres kone eller kæreste under rådgivningen, så vi gjorde meget ud af, at dette skulle holdes meget hemmeligt. I hvert fald adressen. Der var et interview med mig på det tidspunkt, i Nordvestnyt, hvor der bliver taget et billede af mig, hvor jeg står sådan og ser den anden vej, man kan bare se mit hår. Det var ellers den første artikel som blev skrevet om vores projekt.

Vi havde som sagt fået lokaler, og der sad vi så hver tirsdag aften, troligt, og ventede på, at kvinder med behov for en samtale kom forbi, eller andre henvendelser. Det var ikke mange, for de vidste jo ikke, at vi var der. Det var et stort arbejde at få fortalt ud i lokalsamfundet at denne mulighed fandtes.

Vi fandt ud af, at de kvinder, som havde brug for hjælp, havde rigtig svært ved at komme væk om aftenen. Enten så levede de i et voldeligt forhold, hvor han som regel var hjemme om aftenen, eller også var de enlige mødre, og det var ikke hensigtsmæssigt at tage børnene med til de tilbud, vi havde. Det var ikke nok at sidde der tirsdag aften, så vi lavede det om så kvinderne kunne ringe, og få et tidspunkt, hvor de kunne komme og få en rådgivning. Jeg havde en telefon, som jeg rendte rundt med hele tiden. Det kunne godt være jeg i det ene øjeblik stod og var i fuld gang med at lave frikadeller, og i næste øjeblik havde jeg en kvinde i røret, som havde brug for hjælp. Og så kunne jeg jo heldigvis tilbyde hende en rådgivning.

Det krævede, at vi havde nogle lokaler hvor man kunne være hele tiden, så vi rykkede mere og mere ind hos CLU, og nu havde vi så pludselig råd til at betale husleje. Indtil da boede vi faktisk gratis hos dem. CLU gik desværre konkurs, og det betød, at vi fik husleje fællesskab med Socialdemokraterne, hvilket var et vældig fint bofællesskab. Socialdemokratisk Ungdom, blandt andet vores nuværende borgmester Christina, kom også i lokalerne. Hun blev også tudet ørerne fulde, vi holdt oplæg for dem og især for de unge, for at få viden ud og fortælle om hvor vigtig det var. Ja, vi snakkede jo med alle, der gad at høre os.

Det blev stille og rolig bygget op, og da vi fik satspuljen, havde vi også råd til at indrykke annoncer, og så kom der jo flere frivillige til. Også fra Odsherred.

Og nogle af de frivillige der har været med fra start, er de der stadig?

Det er de, både fra 2009, de allerførste rådgivninger, og også senere med satspuljen – der er flere der holder ved.

Der har selvfølgelig også været noget udskiftning, fordi vi har haft nogen krav til vores frivillige. I starten tænkte folk meget, at de skulle ind og hjælpe og være rådgiver. Det var rigtig svært, men vi havde altså nogle krav om, at man skulle have et overskud. Man skulle kunne levere, det vi synes, man skulle levere i en rådgivning. Det er ikke tilstrækkeligt, at man måske selv var så påvirket af forskellige situationer, at man ikke kunne skille det ad fra sit eget. Det er vigtigt, at man faktisk er professionel, at man kan være professionel i en rådgivning.

Et mentalt overskud? Såvel som fysisk?

Ja, et menneskeligt overskud. At man ligesom kan lægge sit eget væk, og være oprigtig nysgerrig på det, kvinden, man sidder overfor, fortæller. At rådgiveren ikke sidder med sin egen dagsorden. Det er en rigtig vigtig værdi i vores rådgivning. Det kan være rigtig svært, hvis man selv er fyldt af problemer og tanker.

Det kræver en vis evne til at mentalisere, hvilket vil sige at forstå egen og andres adfærd ud fra tanker, følelser og behov. Det kan man til dels lære, men det er svært at lære, hvis man selv har et svært liv.

Undervejs i arbejdet dukker der på den måde forskellige ting op, som vi måtte tage stilling til. Der var jo ikke noget at udsætte på ønsket og initiativet til at hjælpe, men vi blev nødt til at stille nogle krav til vores rådgivere, netværkstovholdere og mentorer. Der var selvfølgelig mange andre ting man kunne lave i Medusa, men mange af dem som kom, de kom med et ønske om at være rådgiver. Vi måtte fastholde vores krav både af hensyn til den voldsramte og til rådgiveren. Det betød, at der var nogle frivillige, der trak sig.

Men så var der jo alt det praktiske. Vi oprettede en arbejdsgruppe, fordi vi kunne se, at det var rigtig mange vigtige ting, der skulle gøres. Mange frivillige var aktive med at pakke og distribuere foldere, plakater og små kort med telefonnummer, Der var frivillige, der deltog i arrangementer i lokalsamfundet, gik ud og holdt oplæg om Medusa, og fortalte om hvem vi var, så kvinderne fik viden om, at vi var der. Det var også vigtigt at nå de mennesker, der måske skulle sende kvinderne videre til os.

Noget andet vi fik penge til, ud over at etablere rådgivningen, mentorforhold og netværksgrupper, var penge til at lave et vidensnetværk. Fagfolk er rigtig dygtige, både psykologer og pædagoger eller socialrådgivere kan være rigtig dygtig til deres felt, men erfaringen er desværre ofte, at de ikke ved ret meget om lige præcis vold. De får ikke spurgt om det, eller også er de ikke opmærksomme på, hvor kvinderne kan få hjælp. En konsekvens af at det er så tabubelagt, og man taler så lidt om det.

Det er et problem, som ses hos kontanthjælpsmodtagere, alkoholikere, og mennesker som har det svært af forskellige grunde, men det ses også hos højtuddannede mennesker, som har et arbejde, og som udadtil fungerer fint, så derfor skulle budskabet spredes ud. Vi brugte rigtig meget tid på at holde oplæg, få faste kontakter vi kunne snakke med, og som også deltog i vores arrangementer, som vi holdt i vores lokaler. Vi sikrede os gæsternes telefonnumre, så vi kunne invitere dem igen, og vi blev også inviteret til deres arrangementer. På den måde fik vi bygget et godt netværk op.

På det tidspunkt hvor vi havde satspuljen, fik vi oparbejdet et rigtig godt netværk ud i alle forskellige faggrupper og afdelinger af Holbæk og Odsherred.

Der sker hele tiden en udvikling med forandringer, så vi begynder at tænke fremad mod den tid, hvor satspuljen ikke er der mere. Hvad gør vi så?

Vi blev nødt til at have et forankringspunkt, og den ene vejen at gå var jo selvfølgelig at få kommunen til at finansiere det med partnerskabsaftaler, noget vi også har fået, men vi kunne fornemme, at det blev nok ikke en fuld finansiering fra kommunerne.

Dels tænkte vi, at et krisecenter ville være en sikring i, at der fortsat var et tilbud i Holbæk og Odsherred, og dels oplevede vi, at der var rigtig mange kvinder, som akut havde brug for at komme væk, og som ikke synes, det var særligt sjovt at komme for langt væk. Der var nogen, hvor der var fuldstændigt nødvendigt, at de kom langt væk fra hjemmet, men de der godt kunne blive boende, de ville rigtig gerne være tæt på, så idéen var, at der skulle være et lokalt tilbud.

Og sådan besluttede vi os for at starte Holbæk Krisecenter.

FRA 0 TIL 12 PLADSER PÅ TRE ÅR. MED KASSEKREDITTEN I BEHOLD.

Men fra beslutningen om at stifte krisecentret, til vi åbner dørene d. 15. august 2014, skulle der jo ske en masse. Det er for eksempel hele historien om hvordan vi fik lokaler.

En ting var, at alle synes det var en god idé og vi fik det godkendt, men vi manglede simpelthen lokaler, og det var svært at få. Vi var rundt i mange store huse og lokaler, der var til leje, men det var svært. Indtil vi bliver gjort opmærksomme på at den gamle retsbygning skulle sælges. I første omgang forhørte vi os, om kommunen var interesseret i at købe den og installere os i den. Men det var de ikke. Så måtte vi ud at finde forskellige investorer. Vi havde også fat i flere forskellige, men til sidst ender det med, at HM gruppen tilbyder at købe ejendommen til os.

Det var den perfekte ejendom. Den ligger midt i byen, og det er en rigtig vigtig ting for et krisecenter, at det ligger centralt, at det er nemt at komme dertil, at der er let adgang til indkøbs muligheder osv. Samtidig ligger det lidt tilbagetrukket, et hus med hyggelige lokaler og en dejlig have til. Det er en gammel retsbygning, og tilhørende en pavillon, som var sat op for at skulle holde i 4 år. Det er nu 40 år siden, og den står der stadig. Der skulle indrettes, restaureres og males. Mange af de frivillige kom på banen og ydede en fantastisk indsats. Der blev samlet møbler ind, søgt fonde, malet og repareret, alt man kan tænke sig. Fra lokalsamfundet kom en malermester, en indretningsarkitekt, og en masse hjælpende hænder, og det tog vi jo imod med kyshånd. Der var rigtig, rigtig mange, der kom og hjalp, ude i lokalsamfundet og fra de frivillige, for at få dette gjort klar til d. 15. august 2014, hvor vi slog dørene op.

Vi havde 7 værelser, som var klar til at flytte ind i, men vi åbnede med 3 pladser. Vi valgte af hensyn til de få ansatte at starte stille og roligt op. Vi havde fået et lån til etablerings- omkostninger, men det var jo ikke nok til at lønne folk. Jeg tror vi var 5 ansatte, hvor de tre var på få timer. Det betød, at mange af vagterne blev dækket af frivillige døgnet rundt i det første halve år.

Vagtdækningen så vi også som en tryghed for de kvinder, der flyttede ind. Det var et kæmpestort hus med kun tre beboere. Så var det rart at vide, at der var frivillige i huset, der kunne kontaktes om aftenen og natten.

Den første kvinde ind flyttet ind tre dage efter at vi slog dørene op. Jeg var nede og hente hende på Holbæk station, og tog imod hende. Og så kom de, en efter en.

Vi gik trinvis op til 5 pladser, og videre til 7, efterhånden som vi fik penge til det. Det skete faktisk i løbet af det første år. Det næste år udvidet til 8, og i takt med det ansatte vi personale.

Og siden har der været fuldt?

Ja. Det har det så godt som. Med udvidelsen hen ad vejen lå vi i starten med en relativ høj belægningsprocent. Med de 8 pladser har vi ligget på 98, måske 99%.

Med det behov begyndte vi at se på en mulig udvidelse. Vi begyndte at se nærmere på budgettet, da det ville være nødvendigt med flere indtægter, da behovet for flere personaletimer meldte sig. Vi havde for eksempel kun en psykolog på deltid, og noget af personalet var på deltid, som kunne være rart at fuldtidsansætte. Vi kunne tænke os at udvide bredden i vores personalefaggruppe, plus en rengøringsassistent, og en pedel, der kunne være der på fuld tid, da der er rigtig meget at lave for en pedel – hele tiden. Det kunne være rart at have, og det krævede nogle flere indtægter, krævede et større krisecenter – hvis vi ville have de muligheder. Det ville give en rigtig god økonomi på sigt. Det gav en rigtig god økonomi på sigt.

Og så skete der det heldige, at vores nabohus, et hus, der havde plankeværk lige op til vores have, blev sat til salg. Plankeværket var så råddent, at jeg blev enig med HM-gruppen om, at i stedet for at bygge et nyt plankeværk op, så skulle de hellere rive det ned og købe huset.

Det gik de ind på, og efter en del forhandlinger opnåedes enighed om, hvor mange penge der skulle investeres til at sætte et gammelt hus i stand. Der var en hel del, der skulle laves om, blandt andet en meget stejl trappe, som man ikke kunne tilbyde en kvinde med et lille barn på armen.

Det blev dyrt at bygge om. Men vi kunne regne ud, at i løbet af det første år ville vi faktisk have indhentet de udgifter. Og i løbet af et år var kassekreditten betalt ud, og der var overskud igen. Men det var en hård proces. De to huse skulle hænge sammen. Nu bliver det nye hus brugt til udslusning. Det vil sige, at man skal have boet i hovedhuset, og have en tilknytning til krisecentret, så man ikke bare bliver isoleret i et hus, der ligger lidt væk. Det ligger ganske vist lige op til den fælles have, men personalet kommer der ikke på samme måde som i hovedhuset. Kvinderne oplever, at de har mere deres eget sted, og det er også meningen, at de skal “udsluses” til et selvstændigt liv uden personale ved bagdøren.

Der er plads til fire kvinder og deres børn i det nye hus. Så på tre år fik vi etableret 12 pladser. Med kassekreditten i behold.

TO FORSKELLIGE ENHEDER

Noget af det der har været meget vigtig for mig var, at man i det omliggende samfund var klar over, at Foreningen Medusa ikke var krisecentret, men at Foreningen Medusa yder en helt særlig indsats; et ambulant tilbud til kvinder, som er unikt og som man ikke har andre steder i landet.

Det kræver også ressourcer, fordi der er mange opgaver at tage vare på, lige fra at koordinere rådgivning, sørge godt for de frivillige, søge fonde og gå aktivt ind i nye projekter. Det er også en opgave at sikre, at økonomien løber rundt, at der er en bestyrelse, der skal orienteres, hjemmesider der skal opdateres, passe telefonen i dagligdagen, og ad hoc-opgaver. Det er derfor vigtigt, at der er fast personale til at varetage opgaverne i Foreningen Medusa. Derfor er der rigtig meget brug for midler til at have en koordinator fuldtidsansat, da der er rigeligt at gøre.

Det er også vigtigt at kvinderne oplever, at der er nogle mennesker i huset til at tage imod. Det der skete, da vi åbnede krisecentret var desværre, at der blev lidt stille i lokalerne i pavillonen, hvor Medusa holder til. De kvinder, som kom og for at få hjælp oplevede, at mange frivillige, der plejede at være der, pludselig ikke kom der mere, så det virkede lidt tomt. Det har været en stor opgave at få Medusa gjort til et sted hvor der er liv, hvor der sker noget.

Så Foreningen Medusa led lidt under opstarten af krisecentret?  

Ja. Også fordi vi havde brugt så mange kræfter, de frivillige havde simpelthen ydet optimalt i forhold til at få krisecentret klar til åbning, så der var en vis afmatning. Sådan, ”Hvad med Medusa?”. Lokalt havde man jo været enormt optaget af krisecentret. Vi havde haft rundvisning inden vi åbnede, hvor der strømmede mennesker igennem, som ville se det her krisecenter, men i folks bevidsthed var det rimelig meget det samme? Et krisecenter vidste man mere eller mindre hvad var, men man vidste ikke hvad Medusa var. Foreningen gik lidt i glemmebogen, da vi brugte meget tid på det store arbejde, det var at starte krisecentret op.

Men det ser lidt anderledes ud i dag?

Ja, i dag synes jeg der er liv i Medusa. Der er mange forskellige aktiviteter i gang, eksempelvis vores aktivgruppe, som er kernen i Medusa, vores havegruppe, malerværksted, søndagscafé, sy & strikkeklub, temaaftener med spændende foredrag, hvor både kvinderne, der er i rådgivning, netværksgruppe eller et mentorforhold kan deltage sammen med vores frivillige og ansatte på krisecentret. Det er hyggeligt og sjovt at komme der. Og vi har en rigtig god koordinator ansat fuldtid.

I forbindelse med at vi startede krisecenteret op, var der også meget fokus på os. Det var en god sag til at udbrede viden om både forening og krisecenter, og der kom også en del frivillige til, som stadigvæk er med os.

Krisecentret er finansieret af §109, det er en lovmæssig ting som gør hvis en kvinde henvender sig, og krisecenteret vurderer, at hun er i målgruppen, så skal kommunen betale for opholdet, og der er penge til drift og lønninger osv.

Så enhver kvindes ophold skal betales af hendes hjemkommune?

Ja, lige præcis. Det er godkendt af et socialt tilsyn, så når vi sender regningen, er der ikke så meget at diskutere, kommunen skal betale – så det kan vi jo budgettere med.

Det er noget helt andet for Medusa. Tanken var jo, at man kunne lave et samarbejde mellem krisecenteret og Medusa, og at krisecenteret kunne støtte foreningen, ikke direkte økonomisk, men for eksempel ved, at der var lokaler, som Medusa kan være i, og også med forskellig faglig assistance og hjælp. Medusa kan også hjælpe krisecenteret, ved at tage alle de rådgivninger, der er for kvinder, der ikke lige skal på krisecenter, men som har brug for nogen at snakke med, og som har brug for hjælp og støtte, som er ambulant.

For i andre krisecentre er det krisecentrets ansatte som tager sig af de ambulante rådgivninger?

Ja, det er en speciel form. Og det samarbejde vi har er også specielt. Det er fordi de andre krisecentre måske tænker, at det skal være fagpersoner, der tager sig af rådgivninger, hvor vi lægger en anden vægt i vores rådgivning. Vi synes også, det skal være meget professionelt og godt, og man skal kunne stå inde for det, men vi mener jo også at den værdi; at man bare kan komme og snakke, og at man har et netværk, er vigtig for kvinderne. Mentorforhold og netværksgrupper har flere krisecentre efterfølgende taget op, og så er der etableret et nyt ambulant rådgivningstilbud, hvor Danner, Ringsted- og Randers krisecenter har slået sig sammen og oprettet “Sig det til nogen”, hvor de også har netværksgrupper. Det fandtes ikke, da vi startet.

Så Foreningen Medusa og Holbæk Krisecenter Medusa samarbejder, men er to forskellige organisationer?

Det er Foreningen Medusa, som stifter Fonden Holbæk Krisecenter Medusa. Det skal være to separate enheder, med forskellig CVR-nummer, det skal være to forskellige bestyrelser og regnskaberne skal være fuldstændig adskilt. Så det er to helt forskellige ting, to forskellige økonomier. Krisecentret har §109 og har en takst de kan kræve op fra kommunerne, og Medusa må jo hele tiden ud og kæmpe for at have nogle midler.

Hvis du skulle gøre det hele igen, er der noget du ville gjort anderledes? 

Jeg synes, at den fase fra da vi bare “var os” og vi kendte hinanden, til at vi vokser, det er en overgang, hvor man burde give sig rigtig god tid. Det er måske gået lidt for stærkt, men på den anden side, måske var det så ikke blevet til noget.

Et nødvendig onde?

Ja, tingene skete, der hvor det kunne ske, og det skulle ske. Nu spørger du mig, og jeg havde en vision om, hvad der skulle ske, og det blev jeg nødt til at gå efter. Der var nogle ting, der blev tabt undervejs, blandt andet det frivillige arbejde i Medusa. Det savnede jeg virkelig at have tid til at gøre noget ved. Det kunne jeg have ønsket mig mere tid og ro til. Det ville jeg gøre om.

Men de frivillige er der jo stadigvæk. Og erfaringer bliver man kun klogere af. Det er også det jeg synes er det vigtige med Medusa; det er ikke bare en sådan pakkeklods der er sat ind, men det er noget, der gror og udvikler sig hele tiden. Og så vil der være ting, som lige glider ud, som man skal ud og have fat i, eller som man tænker “åh, det var ikke så godt”, men så må man jo gøre noget andet. Jeg synes, det er så vigtigt at have en fællesskabsånd, hvor man sammen bliver klogere, og sammen går skridtene. Det er virkelig vigtigt at have en følelse af, at det er noget vi gør fælles, og at vi også godt tør fejle. At vi godt kan nævne, at vi fejler uden at skulle pege fingre, og uden at vi skal lægge det væk fra os. For vi blev virkelig klogere, og Medusa var aldrig blevet til det, det er i dag, hvis vi ikke havde været igennem en masse fejl, og det er derfor, jeg siger, at det ville jeg ikke lave om, for jeg tror ikke jeg kunne lave det om.

Du gik af 1 januar, og Gitte Olin overtog stafetpinden – er du så helt ude?

Tja. Jeg har jo en masse viden, og kendskab til hvad Medusa er, og hvad skal man sige – jeg har jo hele historien under huden. Det kan jo både være en fordel og en ulempe. Jeg har i hvert fald en viden om, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket, De projekter som vi har haft i støbeskeen, men som ikke er blevet til noget, dem har jeg jo været med til at tænke tanker omkring. Der ligger nogle bolde, man kan trille i mål, hvis Medusa synes, det er en god idé, og der har jeg da meldt mig på banen til at bidrage, i et eller andet omfang.

Ane Voss har jo været synonymt med Medusa og Holbæk Krisecenter i over 10 år, hvem er du nu?

Hehe. Jeg har været på nedtrapning! Arbejdsnarkomanen har været på nedtrapning. Det har været hårdt arbejde. Men jeg tror jeg er ved at være der. Jeg synes, jeg er et sted, hvor jeg kan tillade mig at have et sabbatår. Hvor jeg bare kan male og gøre de ting jeg vil. Jeg er uddannet kunstterapeut, og nu tager jeg en overbygning på min kunstterapi – så hvem ved hvad der kan ske?