Lørdag 8. sep. kl. 11-16

Fra teltet “Stemmer på kanten” strømmede der toner fra en elguitar ud. Vi er på Folkemødet i Odsherred, lørdag d. 8. september.

Inde i teltet var der fuldt hus, og i bare tæer på det kolde græs, udfoldede Sara Sena sin fortolkning af processen, man går igennem hvis man har været udsat for vold.

Publikum blev taget med på rejsen fra undertrykkelse og sårbarhed, til de små, spæde skridt til dér, hvor man tør åbne op og genopdage sig selv, sin styrke – og til slut de lette, lykkelige bevægelser når man igen har vundet kontrollen over sit eget liv. Vi er evige taknemlige for at Sara, Niels på guitar og Odsherred Teater ville samarbejde med os, for at skabe et oplæg lidt ud over det sædvanlige.

Efter en rungende applaus, trådte Ane, Mette og Gitte frem på scenen. Ane, leder for Medusa og Holbæk Krisecenter, åbnede med at fortælle myten om Medusa, der genspejler den rejse Sara havde udspillet for os. Du kan læse mere om myten om Medusa her; den er mere end ”en heks med slangehår”.

Herefter interviewede Mette, vores nye koordinator, Ane og vores frivilligrepræsentant Gitte, om Medusa. Hvad er Medusa for en størrelse, hvad tilbyder vi, hvor får vi vores støtte fra, og hvad vil det sige at være frivillig hos Medusa.

Dansen blev skabt af danseren Sara Sena og guitarrist Niels Bugge, i forbindelse med Medusa’s indslag på Folkemødet i Odsherred 2018, under teltet Stemmer på Kanten.
Koreografi, stemning og musik tog udgangs punkt i tre processer som kvinder går igennem når de lever i et liv med vold.
Skamfyldt
At se sig selv i øjnene
Befrielse

Tak for en flot og inspirerende dag!

Danse performance 
Kvinde og vold